Søg i denne blog

lørdag, maj 24, 2008

Teknikdag i kajakklubben

For første gang var jeg med til teknikdag i kajakklubben. Instruktørerne var ingen mindre end Mads og Michael Kongsgaard. Efter en instruktion på land, hvor vi også fik prøvet det korrekte rotag i luften, gik vi på vandet. Her blev vi en for en fulgt to gange af moterbåd og videokamera. Efter første gang fik vi kritik, der i mit tilfælde gik på at jeg lod trykarmen gå alt for meget nedad, hvor den skal bevæges fra udgangspunktet ud for næsen og så lige frem. Jeg fik det råd at køre trykarmen fremad og op. Ikke at den skal op, men det skulle modvirke at den kommer nedad. Jeg forsøgte og det føles vildt underligt og som om den virkelig gik kraftigt opad. Dette andet forsøg blev så også videofilmet. Efterfølgende tilbage i klubben så vi de to optagelser af hver af os igennem samtidigt med at Mads og Michael kommenterede.
For mit vedkommende var det meget overraskende at se at jeg virkeligt på den første videofilm førte armen langt ned, selvom jeg følte at den bevægede sig lige ud. Og at den virkeligt ikke blev trykket opad på anden film, selvom jeg kraftigt følte det sådent.
Det var en rigtig god dag og nu har jeg så noget at arbejde med fremover.

lørdag, maj 17, 2008

Kilen Rundt 10 km

Endnu en gang var jeg med i 10 km's løbet Kilen Rundt her i Struer. Det var 8. gang og jeg kan glæde mig over at jeg fortsat er i samme gode form. Og det selv om jeg til dagligt kun får løbet en gang i ugen og det endda kun, når vi ikke skal for meget i weekenden.
Tiden kan jeg også glæde mig over - det var bedre end sidste år : 2008/54:19, 2007/55:09, 2006/54:00, 2005/56:21, 2002/54:41, 2001/52:53, 2000/53:26, 1999/56:17
Vejret var godt, der var sol samtidigt med at det ikke var for varmt.

torsdag, maj 01, 2008

1. maj - Venø rundt i kajak

Jeg var idag med på kajakklubbens traditionelle tur rund om Venø. Det specielle ved 1. maj er at det er første dag efter vinteren, hvor vi der ror turkajak må ro over Venøsund; det smalle vand mellem fastlandet, Klippen, og Venø. Det er for farligt i venterhalvåret.
Det er Kr. Himmelfartsdag, så jeg har fri og det blæser ikke for meget, 6 m/s, og vi skal ikke noget, så det var dagen, hvor jeg kunne være med.
Vi startede med fælles morgenmad kl. 8:30 og kl. 9:30 tog vi, 14 m/k, afsted i småregn, men det gik hurtigt over. Det var nemt med den sydøstlige vind at komme over Venøsund. Turen op til første stop,Venø havn, var dejligt fri for bølger, her på læsiden af øen. Da vi tog videre var vinden så småt ved at dreje om i sydvest, som DMI havde forudsagt. På nordsiden af øen er der rigtigt flot og med sol og læ, var det helt sommerligt. På nordspidsen er der udfra det fredede område Nørskov-Vig en meget lang sandtange ud i vandet. Yderst på denne tange lå en ca 10 sæler. Disse flotte dyr gled en for en langsomt i vandet, da vi stille nærmede os. De er nysgerrige og stak hovederne op ganske tæt på - dykkede ned for så blot at komme op lidt længere ude, hvor de igen så på os. Turen videre ned til andet stop, campingpladsen, var der ikke de store udfordringer i. Vinden var jo lidt om mod vest. Foråret at for alvor slået igennem og på denne strækning kunne vi nyde de nyudsprungende træer med de mange nuancer af grønt. Frokosten på græsset ved vandet ved campingpladsen fik vi lov til at nyde i det dejligste solskin. Og så var der kun de sidste 7 km hjem. Helt uden en indsats kom det nu ikke til at gå Sammen med en anden erfaren roede jeg, da vi nærmede os færgelejet, sammen med den yngste deltager på en 11-12 år. Nu havde vi roet 22 km og han var meget træt. Vi turde ikke komme ud i færgelejet, da der, siden vi var der sidst, var kommet en del bølger. Derfor prøvede jeg noget nyt, menlig at tage færgen over. Det virkede fint. På den anden side bar vi kajakkerne lidt hen ad vejen til en sandstrand, hvor vi kunne få dem i vandet. Jeg har nogle gange tidligere, når jeg kom tilbage til færgelejet og det var blæst lidt op, tænkt på at man da kan tage færgen. Men jeg har altid roet over alligevel. Nu fik jeg prøvet at tage færgen med kajak.
Vi kom ud fra stranden uden at få megen vand indenbords selvom bølgerne var lidt høje og ret på stranden. Efter at have været ude hele dagen føltes vandet næsten varmt og jeg følte hvor meget jeg glæder mig til den varme kajaksæson, der nu står for døren.
Hjemme igen i klubben efter 25 km på vandet var der et mylder af glade mennersker i det dejligste solskin.